Om bofællesskabet

Om bofællesskabet

Bofællesskabet Sønderhaven svarer til et § 108 bo-tilbud, til dig, hvis du har en form for udviklingshæmning. Her er der altid personale til rådighed for at støtte og hjælpe dig, der, hvor du kan have brug for det - enten fysisk eller psykisk – og døgnet rundt. I Sønderhavens bofællesskab bor vi tolv bofæller med hvert sit behov for støtte.

Her er mange gode grin, god familiær atmosfære og masser af omsorg for hinanden. Det er vigtigt, vi føler os set, hørt, forstået og respekteret for den, vi er. Vores personale er derfor valgt ud fra at have hjertevarme og være nysgerrige, engagerede og flerfagligt sammensat med en anerkendende tilgang. Udover at de er fagligt velfunderede, er de meget bevidste om at se os mennesker bag en evt. diagnose med stor respekt for os bofællers ret til at bestemme over vores eget liv.  

Selvom lejlighederne er fordelt på to etager, med seks boliger på hver, så færdes vi i hele huset – og personalet hjælper på tværs, da vi løfter i flok i fællesskabets navn.. Pt. har vi en lille rar allergivenlig hund, som er blevet en del af vores ”familie”.. Hvis du er mere nysgerrig på, hvordan det er at bo i vores fællesskab – og evt. vil søge en bolig her, er du velkommen til at bestille et besøg – så giver vi en rundvisning og en snak over en kop kaffe/the.

Sådan arbejder vi

Vi yder en socialpædagogisk indsats iht. at bo sammen i et fællesskab og samtidig opleves som et unikt individ. 

Personalet er inddelt i kontaktteams af tre i hvert team. Dét, at være tre i et team ser vi som et antal, der skaber en bedre reflekterende dynamik end, hvis man eksempelvis er to.

Teamet skal forstås som værende beboerens administrative støtte. Dvs. beboeren vælger selv til og fra alt efter behov blandt de ansatte. Én fra kontaktteamet kan derfor være den, der bestiller tid til eksempelvis tandlæge, men det kan være en anden person uden for teamet, der følger beboeren. 

Hver anden tirsdag mødes teamet for at følge op på opgaver og beboere. Bagefter mødes alle ansatte til overlevering af særlige vigtige fokuspunkter.  Dette set ud fra, at der er denne eksplicitte konstruktion, hvor alle ansatte kan benyttes, og alle har et ligeligt ansvar for at støtte beboeren. 

Mission og vision